Det var fire målløse søskende, der i ’DRs Store Juleshow’ lørdag aften fik beskeden om, at de får en hund i julegave.
De fire søskende Bastian, Aske, Sander og Lærke ønsker sig det samme til jul: En hund.
Faktisk ønsker de sig en firbenet ven så meget, at de ifølge mor Lise ikke taler om andet i øjeblikket.
Det var derfor nogle meget glade børn, der gav hinanden highfives efter at have hørt deres mor bukke under for presset, da tv-vært Jacob Riising lokkende spurgte: ”Lise, skal de børn da ikke have en hundehvalp?".
Og hvad skal man egentlig sige, når man lige har fået sit allerstørste ønske opfyldt?
- Det ved jeg ikke, sagde Bastian til Jacob Riising, der ville vide, hvad han tænkte.
Værter havde hundehvalpe med i salen
Episoden fandt sted i 'DRs Store Juleshow', der blev sendt direkte fra Koncerthuset i København lørdag aften.
Her tog Jacob Riising og hans medvært Lise Rønne et beskidt trick i brug for at overtale mor Lise til familieforøgelsen. De havde medbragt to hvide hundehvalpe, som børnene fik lov til at holde.
For en god ordens skyld skal det tilføjes, at det hele selvfølgelig var aftalt med børnenes mor på forhånd.
Du kan se børnenes reaktion på den tidlige julegave i videoen øverst i artiklen. Klik på ikonet for at afspille.
Se eller gense ’DRs Store Juleshow’ på dr.dk/tv.
Copyright | Danmarks Radio (DR)