Torsdag kl. 21 går det for anden aften i denne uge løs i Wiener Stadthalle, når det endnu en gang er semifinaletid i årets Eurovision Song Contest. Denne gang er det blandt andet vores svenske naboland, som bliver repræsenteret af den unge kille Måns Zelmerlöw, der skal på scenen med pop-ørehængeren 'Heroes'.
Han er storfavorit hos bookmakerne, og det er efterhånden snarere reglen end undtagelsen, at Sverige ligger i toppen af listen forud for Eurovision-finalen år efter år.
DRs Eurovision-reporter Thomas Skov har mødt Sveriges garvede Grand Prix-mand Christer Björkman, artistansvarlig på Melodifestivalen og SVTs Head of Delegation gennem flere år - Sveriges Jan Lagermand Lundme, om man vil - til en snak om, hvorfor svenskerne er så gode til det med popmusik, vindmaskiner og konfetti i den helt rigtige kombination.
- For det første har vi i Sverige en meget stærk tradition med at skabe musik - det begyndte helt tilbage med ABBA. Derudover er det jo også sådan, at vi tager den her konkurrence meget, meget seriøst. Vi har musikbranchen med, artisterne vil rigtig gerne være med, fordi det åbner en dør for dem, fortæller Björkman og tilføjer sarkastisk:
- Og om vinteren har vi jo ikke andet at lave. Der er mørkt, koldt, elendigt og kedeligt, og pengene er sluppet op efter jul. Så der vil folk bare gerne sidde hjemme og underholdes foran tv'et.
Copyright | Danmarks Radio (DR)