Nogle mennesker er skræmt væk fra at skrive en bog fordi de tror vi forfattere have hele bogen i vores hoveder, når vi starter. Heck, har de fleste af os ikke hele bogen i vores hoveder når vi er færdige. De tror at det er alle der, vi skriver det, og vi er færdig. Ikke ønsker jeg.

Nogle af os (som mig) foretrækker at arbejde med en disposition. Jeg har opdaget, at jeg gerne arbejde med en meget detaljeret skitse. Selvfølgelig, jeg kan ændre det (og jeg altid gør), men jeg ved, det er der ligesom en sutteklud. Andre modige sjæle kommer med en idé og bare strejke ud på egen hånd, ingen skitse, ingenting-de føler, at skrive noget ned ville besudle den kreative proces. De fleste forfattere er et sted i mellem. Men vi alle har én ting til fælles: vi er alle nødt til at skrive vores bøger én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.

Jeg skal absolut arbejde på denne måde. Jeg har naturligvis min disposition, men når jeg rent faktisk laver Skriften jeg skal tvinge mig selv ikke at tænke meget over det et øjeblik i denne scene, som jeg skriver. Når lutter omfanget af hvad jeg har at udføre skubber sin vej ind i mine tanker, min fattige lidt hjerne bare kortslutninger — faktisk det vanskabninger ud. Hvis jeg fortsætter langs denne, en af to ting vil ske: Jeg vil gerne have et panikanfald eller mit hoved vil eksplodere fra den store mængde af ordene.

Spørgsmål begynder at køre i svimlende cirkler i mit hoved. Hvordan har jeg tænkt mig at komme herfra til der? Oh glemte crap, jeg at medtage denne karakter. Behøver jeg virkelig at karakter? Skal jeg redde ham og hans udgaaende for den næste bog? Hvordan denne udgaaende nogensinde kommer til at passe ind i? Kort sagt, jeg forsøger at gøre, hvad jeg tror enhver forfatter kan gøre — har hele ting i mit hoved på én gang. Det er lidt ligesom at kigge på deep space billeder fra Hubble-rumteleskopet. Jeg ved ikke om dig, men min kæbe dråber åben på hvor langt universet er. Det samme gælder (i meget mindre skala) af mine bøger univers. Det er bare alt for stor til at forstå alle på én gang.

Hvis du forsøger at forstå din hele bogen, mens du skriver, mister du umiddelbarheden i de sætninger, du skriver, intimitet mellem tegnene i scenen. Du mister det følelsesmæssige menneske (eller alf eller trold) touch. Realness af to mennesker, der bekymrer sig om hinanden, eller hader hinanden, eller man er ved at forråde den anden — deres intimitet/forbindelse/fjendskab er tabt, medmindre du fordybe dig i deres øjeblik, komme ind i deres sind, og forstå, hvad de føler. Først derefter kan du præcist formidle dine karakterer følelser og gøre ordene kommer til livet på siden — én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.